Sværdfisken

Fra DYK nr.: 

11/2010

Tekst & foto Magnus Lundgren
Det var en stor nyhed i foråret 2002, da de første rapporter om fundet af et krigsvrag med kanoner løb ind. Vraget lå uberørt i Øresund på 12 meters dybde. Der var ingen tegn på, at der nogensinde var blevet dykket på fartøjet. Senere samme år fandt man yderligere et kanonvrag, der ikke lå særlig langt fra det første. Vi har besøgt to af Øresunds fedeste dykkesteder.

En almindelig og plausibel teori om, hvorfor de to kanonvrag ikke blev opdaget tidligere, er ifølge marinarkæologen Jan Öijeberg såkaldt oversanding. Den hypotese foreslår, at sandet har flyttet på sig på grund af ændrede strømme forårsaget af Øresundsbrobyggeriet. Broens konstruktion påbegyndtes omkring 1995, og den stod klar i 2000. Teorien om oversanding er, at det første vrag, som blev fundet, stikker så meget op, fem meter, at det er usandsynligt, at det ikke var blevet opdaget tidligere, hvis det har ligget sådan længe. Det passer også med tidsaspektet – hun blev fundet to år efter, at broen stod klar.
Charlotte Amalie
Det såkaldte kanonvrag hedder Charlotte Amalie og var oprindelig en dansk fragtfregat. Den danske krigsmagt købte og afriggede hende for at bygge Charlotte Amalie om til et krigsskib. De pressede så mange kanoner om bord, som det var muligt. Efter modificeringen kaldes denne type fartøj et blokskib.
Der findes en alternativ teori om, at vraget i virkeligheden er en anden båd og stammer fra slaget ved København i 1807. Men jeg formoder i denne artikel, at kanonvraget er Charlotte Amalie.
Det andet vrag, Kanonprammen, som blev opdaget ganske kort efter Kanonvraget, er mere lunefuldt. Det er ikke helt velkendt, at der faktisk eksisterer to kanonvrag, og ikke kun ét. Informationen omkring vraget, der senere blev defineret som Sværdfisken, er ikke blevet eksponeret i samme grad. Sværdfisken er en stykpram eller kanonpram. Begge vragene var med i Slaget ved København i 1801, da Danmark forsvarede sig mod England og den vindblæste Lord Nelson. Begge fartøjer sank formodentlig et par dage efter slaget.

Napoleon Bonaparte
Året var altså 1801, Napoleon hærgede i Europa, og hvis man ikke lå i direkte krig med Frankrig, var det lukrativt at handle med franskmændene. England, som var Napoleons fjende, forsøgte på forskellige måder at sabotere Frankrigs handel ved at anvende sin stærke flåde mod deres handelspartnere. En af disse kaldtes for Nordiske Neutralitetsforbund og omfattede Danmark-Norge, Sverige, Rusland og Preussen. Forbundslandene handlede frit med Frankrig.
Efter gentagne og mislykkede forsøg på at stoppe denne handel gennem diplomati blev England træt af at forhandle med forbundet. De sendte en flåde på 50 fartøjer til Østersøen under befaling af admiral Sir Hyde Parker. Den mere kendte viceadmiral Lord Nelson var næstkommanderende for operationen. Deres første opgave var at angribe København og tvinge Danmark til at forlade forbundet. De skulle derefter fortsætte til Sverige og Rusland for at råde bod på alliancen.
Det herskede en del tvivl blandt englænderne om rejseruten. Spørgsmålet var, om Storebælt eller Øresund var den bedste vej til København. Det smalle sund mellem Kronborg Slot i Helsingør og Helsingborg blev anset for at være risikabelt, men det var den korteste vej. Nelson skal have ytret: – I don’t care a damn by which passage we go, so we go fight them!, og det blev til sidst den korteste vej via Øresund.

Slaget ved København
Englænderne var ret forsinkede, og det gav danskerne en god chance for at gøre sig kampklare. Parker var en forsigtig mand og forespurgte i Skagen d. 19 marts, om danskerne var villige til at forhandle. En engelsk diplomat informerede om, at danskerne sagde nej til deres ultimatum, så den engelske armada drog videre og passerede Kronborg ved Helsingør klokken syv om morgenen den 31. marts. Der skete ingenting fra hverken dansk eller svensk side.
Parker gav om morgenen den 2. april Nelson ordre til at angribe med 12 impossante linjeskibe og også nogle mindre fartøjer på morgenen. Den barske vice-admiral Nelson var selv med om bord på linjeskibet HMS Elephant, bestykket med 74 statelige kanoner. Danskerne var beredte, men stod uden den lovede svenske militære støtte fra Karlskrona. Svenskerne dukkede simpelthen aldrig op. Dansken bed tænderne sammen og ydede en hård modstand, selv om den engelske flåde havde en overlegen ildkraft.
Tre engelske skibe var tidligt gået på grund, og efter mange timers strid havde ingen danske skibe endnu givet op. To engelske fartøjer signalerede om hjælp, og det førte til, at admiral Parker med flag måtte signalere til Nelson, at han skulle stoppe angrebet.

Det blinde øje
Flådens næstkommanderende Nelson skal efter sigende have sagt til sin egen kaptajn om bord på Elephant: – You know, Foley, I only have one eye. I have the right to be blind sometimes, og han satte så kikkerten for sit højre blinde øje og sagde: – I really do not see the signal! Nelson fortsatte derefter angrebet, indtil den danske flåde var helt besejret. Slaget ved København anses for at være Nelsons hårdeste træfning, som til og med overgår hans benhårde fight ved Trafalgar.
Af de danske skibe, som var med i slaget, sank to, ét eksploderede, og tolv blev konfiskeret af englænderne. Efter slaget begyndte fredsforhandlingerne, og det siges, at Nelson for at sætte en skræk i livet på danskerne og fart på fredsforhandlingerne satte ild til de danske skibe, som var blevet beslaglagt. Det hjalp at gnide lidt visuelt salt i såret efter bevidstheden om nederlaget. De nedbrændte 11 af skibene og tog et med sig hjem til England, hvor det blev omdøbt til HMS Nassau.
Jan Öijeberg fortæller, at de to kanonvrag har brandskader, hvilket styrker teorien om den metode. Charlotte Amalie og Sværdfisken har altså formodentlig været i brand og er drevet væk med strømmen, indtil de er sunket dér, hvor de ligger nu.

Sværdfisken
Så er det på tide at dykke, og der råder usædvanlig gode forhold den dag. Vi får æren af at være det første dykkepar nede, så jeg og Magnus Persson hopper i fra båden. Fremme ved overfladebøjen ser jeg tydeligt den karakteristiske form af en firkantet kanonpram. Den breder sig ud under mig og fylder hele synsfeltet. Sigten er ubeskrivelig, og strømmen er nul komma nul. Da jeg slipper bøjen, falder vi begge frit ned mod Sværdfisken og anvender kun linen som visuel reference. Pulsen stiger, da vi falder ned mod kanonerne i den fantastiske sigt.
Det første, vi møder på 12 meters dybde, er seks tangbevoksede solide kanoner, som ligger lidt hulter til bulter. Jeg lader mit blik glide langs vragets ene langside. Vraget ligger badet i lys, og mange flere kanoner tårner sig op langs rælingen. De stikker militærisk ud med jævne mellemrum. Jeg svømmer over Sværdfisken, og sigten er – jeg ved, at det lyder som en skrøne – næsten 30 meter, når vi ser fra kortside til kortside.

18 kanoner
Da vi runder siden, får jeg et bedre indtryk af kanonprammens størrelse. Der ligger en del lange planker, som er gået løs langs siden ned mod bunden. Ved siden af en af kanonerne, som ligger nydeligt på sin originale plads, hvor den peger ud over rælingen, finder Persson nogle kanonkugler. De ligger der i en sirlig bunke klar til strid, men er til en vis grad sammenrustede af tidens tand i havet. Sværdfisken blev søsat i 1764 og har stadig i dag samtlige 18 kanoner med 24 punds kaliber om bord.
Prammen er 30 meter lang og otte meter bred, og vi dykker stille og roligt en tur rundt om hele vraget. Sigten gør, at man får et usædvanligt, næsten uvirkeligt overblik. Der er kanoner næsten overalt, og de fleste er overbegroede af laminaria-tang. Jeg sørger for at gå op på fem meters dybde for at se det hele lidt fra oven i den utrolige sigt. Under min svæveflyvning et stykke over hele vraget, ser det næsten endnu større ud. Det virker usandsynligt for mig, at et fartøj i denne størrelse har bevæget sig med en teknik, der kaldes varpning. Varpning indebar, at man med en mindre båd sejlede ud og smed et anker med en trosse. Derefter hev man trossen gennem det hånddrevne ankerspil, og derigennem trak man den store pram fremad. Så det var ikke ligefrem en racerbåd.
Det slog mig også, at jeg var i en meget usædvanlig situation for en, som fotograferer vrag i nordiske vande. Jeg var på 12 meters dybde ved siden af en stor kanon, samtidig med at jeg kunne se en blå himmel, en båd i overfladen og solen. Den spejlblanke overflade lukkede ubegrænset sollys igennem, og jeg havde nærmest ubegrænset dykketid. Det var et rigtig godt dyk.

Sværhedsgrad på dette dyk *** ud af fem, hvor fem er det sværeste

Mødested er Kongovej 14 - 2300 kbh. s
skal der lejes udstyr til turen bedes man møde 20 min. før den skrevne møde tid.

Betaling for udstyr samt tur, bedes medbringes i kontanter, ikke kredit kort.

Max dybde ca. 12 meter
Turens varighed ca. 3-4 timer
Husk logbog og certifikat

Krav: PADI Open Water Diver el. lign.

Udstyr Pris
Afbalanceringsvest (BCD) / eller dykker computer 100,-
Dragt 100,-
Regulator m. octopus, manometer 100,-
12 l. flaske med luft 100,-
Handsker, Sko, Maske, Snorkel 80,-
Finner 25
*Lygte 50,-
Vægtbælte inkl. vægte 25,-
*Computer zoop fra suunto 100,-
Komplet leje af udstyr til tur med Amager Dykkercenter  295,

* ikke med i komplet sæt udstyr